STOP! 13 stop på vejen til personlig vækst og frihed

Indsendt .

Mange mennesker tror at personlig udvikling handler om at gøre en masse. Begynde at gøre det ene og det andet. Lære nye teknikker og komme i gang med nye strategier. At for at få det bedre – ”så skal jeg begynde at gøre nye ting”.

Men det forholder sig lige modsat: Personlig udvikling handler først og fremmest om at stoppe med at tro på meget af det du tror på i dag, og det du dagligt siger til dig selv, i din indre og automatiske dialog. Dernæst  stoppe med at gøre mange af de ting du gør i dag.

Her kommer de 13 ting du skal for at få det liv du ønsker, og for at få det gammeldags godt:

 

#1 Stop med at være en anden end dig selv

At spille en rolle. At lave dig som om som en anden kamæleon. At spille skuespil.

At følge normerne og reglerne. At rette ind på hvad autoriteterne vil have dig til. At lade dig ensrette og standardisere. Det lyder ikke rart, vel?

Stop med at lave dig selv om. Og start med at være den du er – når du er dig selv.

Ja, ja, ja – og hvem er du så når du er dig selv? Det må du se at finde ud af, det kan kun gå for langsomt!

Autenticitet er den trumf der rydder bordet. Det er når du er dig selv – og ingen anden – du for alvor kommer i kontakt med din medfødte power, din personlige integritet og føler dig så inspireret, at du ikke kan lade være med at fyre den af! Autenticitet slår strategi og teknikker. Det medfødte vinder over det tillærte.

Du er født med det hele. Du er født som dig selv. Du er født kreativ. Du er født glad. Du er født nysgerrig og inspireret. Du er født til at lukke op for din rene kilde og med afsæt i den – gå ud og revolutionere verden. Hverken mere eller mindre.

Det er helt normalt – at 80% af det du drømmer om – findes i af din autenticitet. Fordi når du får din autenticitet på rul, når du rammer den flydende energi og oplever dig selv på flow – så åbenbarer dine medfødte ressourcer og evner sig selv.

Derfor: Stop med at være en anden eller noget andet – end dig selv.

Skru op for din autentiske flamme. Det er lige dér guldet findes!

 

#2 Stop med at dømme dig selv

En ringe tro på dig selv. Et lavt selvværd. En følelse af ikke at være god nok. Kommer alt sammen fra din indre dialog, og når du dømmer dig selv. Stop med at tale grimt til og om dig selv. Stop med at dømme dig selv. Stop din indre dommer, der har fokus på det der kan være bedre, og som du bilder dig ind ikke er godt nok. Stop med at piske dig selv.

Og vær i stedet sød ved dig selv. Tal pænt til dig selv. Acceptér og elsk dig selv præcist som du er.

Forstå og lev ud fra – at du er født perfekt. Hverken mere eller mindre. Tro ikke på dem der har fortalt dig gennem din barndom, og som i dag fortæller dig – at du ikke er god nok, og at du er forkert. Det er ikke dine omgivelser, der sørger for at du ikke tror på dig selv, der gør at du føler dig forkert, og ikke har en stærk kærlighed til dig selv.

Nej, det er dig selv. Fordi du vælger at lukke omgivelsernes usandheder ind og tro på det de siger om dig. Stop med at tro på dine omgivelser. Og tro i stedet på dig selv!

Men har du SELV en tro på at du er forkert og ”ikke værd at samle på” – uden at omgivelserne fortæller dig det – så har du behov for at opløse denne selvsabotage og masochisme.

Hvis du er en af dem der bare holder dig selv nede – uden helt at vide hvorfor – kan jeg fortælle dig grunden her: Fordi det giver dig en varm og rar følelse af tryghed. For at du kan komme videre og slippe ud af selvsabotagens jerngreb – handler det derfor først om at du giver slip på dette behov for tryghed.

 

#3 Stop med at dømme andre

Behovet for at dømme andre – har du kun, hvis du er usikker på dig selv og egen identitet. Og hvis du dømmer dig selv.

Når du dømmer andre – gør du det ubevidst for at beskytte dig selv. For at bilde dig selv ind, at du er bedre end dem. Det giver dig en varm (men også illusorisk) følelse af tryghed. Men det handler ikke om være den bedste. Det handler om at være den eneste. Og det er du allerede fra naturens side – fordi du er født unik.

Der findes kun én dig i verden.

Og så er vi fremme ved en meget vigtig pointe i dette STOP-punkt: Stop med at sammenligne dig selv med andre! For når du gør det – så sammenligner du typisk dine omgivelsers stærke sider og imponerende evner – med dine svage sider og ikke-udviklede evner. Det er ikke fair overfor dig selv. Og det giver slet ikke mening at sammenligne mennesker.

Alle mennesker har unikke kvaliteter og medfødte ressourcer. Det handler ikke om de andre. Det handler om dig selv. Det handler ikke om at du skal vinde over andre. Du skal derimod vinde over dit gamle selv – den du var før. Det er DIT udviklings-ansvar. Hver dag at overgå dit gamle selv. Stop med at sammenligne dig selv med andre, og du sætter dig selv fri. Stop med at dømme andre, og du sætter dig selv helt fri!

 

#4 Stop med at bruge din tid på mennesker, som ikke har kærlighed til dig, og som du ikke lærer af

Sæt dig ned og lav en liste over alle de mennesker – familiemedlemmer, venner, kolleger og bekendte, som er en del af dit liv. Sæt et kryds ud for hver enkelt person, som du inderst inde ved ikke har kærlighed til dig, som ikke behandler dig godt og du intuitivt kan mærke du ikke skal have en relation til.

Og stop så med at kontakte de personer. Drop dem! Og ja – det er OK at tænke på dig selv før du tænker på dine relationer. Du er først og fremmest til for dig selv. Du skal først give til dig selv – inden du giver til andre.

Giver du til andre før dig selv – så underminerer du dig selv, du udhuler din livsglæde og du bliver en slap og uinspirerende ressource for dine omgivelser. Se dig selv som et glas vand. Giv kun af dråberne der glider ud over glassets kant. Giv IKKE af indholdet i glasset! Husk: Det er bedre at miste en relation – end sig selv.

 

# 5 Stop med at fortælle dig selv de historier, som gør dig ked af det

Hvilke historier går du, helt ubevidst, og fortæller dig selv – og som gør dig ked af det?

Giv slip på de løgnehistorier du fortæller dig selv. Frygt er også historier du fortæller dig selv. Stop med at gøre dig selv ked af det. Hvad er dit udbytte ved at fortælle dig selv historier som dræner dig for glæde og energi? Nemlig. Der er ikke noget udbytte.

Andet end du holder dig selv nede – hvilket i mange tilfælde giver en falsk følelse af tryghed – fordi du har gjort det hele livet. Når du går og klager over at du ikke får det fulde udbytte af livet – så skyldes det ene  og alene de historier du fortæller dig selv, for ubevidst at holde dig selv nede og spille lille.

Mange mennesker bilder sig selv ind (fortæller sig selv en løgnehistorie om), at jo mere de holder sig selv nede – jo større et menneske er de. Men virkeligheden er lige modsat. Jo mere du holder dig selv nede, og sætter andre over dig – jo mere svigter du dine omgivelser og frarøver dem din visdom, inspiration og overskud.

 

# 6 Stop med at gøre det der føles rart

Mærk lige efter: Gør du helst kun det der føles RART – eller gør du gerne det der føles RIGTIGT? I mange tilfælde kræver livet en RIGTIG beslutning af dig – men du vil ofte blive fristet til at tage den RARE beslutning. Det er langt fra altid at en beslutning er rar.

 

Når du tager en beslutning, og du handler på den – så vil der altid være en risiko for at omgivelserne synes du er hård, at omgivelserne begynder at græde, at omgivelserne havde forventet du tog en anden beslutning osv. Men i det sekund du begynder at GØRE det du kan MÆRKE er det RIGTIGE i den AKTUELLE situation – sætter du dig selv fri, og lever dit liv i power, konsekvens og frygtløshed. Og det er lige DER – alt det du drømmer om – gemmer sig!

 

Derudover er mange mennesker styret af deres ”lyst”. Men her bliver de snydt af hjernen. Den holder dem fast – så de gør det de altid har gjort. Med afsæt i rationalet om ”jamen, jeg har jo lyst til det her – og jeg har netop ikke lyst til det du foreslår”. Ofte findes præcist dét der udvikler dig – dér hvor du ikke har lyst til at tage fat.

Stop med at holde dig selv indespærret i din komfortzone og ”lyst-spændetrøje”. Det er udenfor – dit næste niveau og vækst findes!

 

#7 Stop med at behage

Du er opdraget til at være en pleaser. Du er opdraget i Flinkeskolen. Og tiden er inde til at du går ud af den skole.

Du har lært – at når du behager dine omgivelser – så er du et godt menneske. Fordi gode mennesker tager ansvaret for den gode stemning. Fordi gode mennesker er søde ved omgivelserne, og vil gøre hvad som helst for at omgivelserne synes de er søde. Fordi gode mennesker ikke sårer omgivelserne. Og gode mennesker er ofte bange for omgivelsernes dom, bange for om omgivelserne kan lide dem og styret af behovet for at ALLE kan lide dem.

Problemet er bare – at når du behager (RART) i stedet for at hjælpe (RIGTIGT) – så er du UÆRLIG. Fordi du som en kamæleon laver om på dig selv for at TILPASSE dig omgivelserne og deres forventninger – på bekostning af din MEDFØDTE autenticitet. Tag denne indsigt til dig: Når du pleaser – så træder du i karakter med uærlighed og forstillelse og røvslikkeri. Dine omgivelser SAVNER inderst inde – at du er dig selv og du træder i autentisk karakter med din medfødte power.

Hvorfor går du ikke bare i gang med at være dig selv, og fyre den af fra din rene kilde – og være 100% ærlig overfor dine omgivelser (det ER så simpelt)?

Svaret lyder: Fordi dine omgivelser forventer at du er til for dem, og du tilpasser dig – fordi det har dine omgivelser været vant til – fordi DU har vænnet dem til det!

Og hvis du går i gang med at være ærlig i stedet for at behage – ja, så vil der være nogen der bliver såret og kede af det.

Og det har du jo lært – er lig med at så er du hård og måske endda ond.

Og følelsen af at være hård og ond og dermed forkert – vil du gøre HVAD SOM HELST for at undgå at komme i kontakt med.

Og her har vi problemets kerne: At det slet ikke handler om at du behager omgivelserne for omgivelsernes skyld – men for dit fede Ego’s skyld!

Det er nemlig dit Ego der frygter, at du skal føle dig hård og ond. Fordi dit Ego altid har fokus på at skulle se godt ud, og at omgivelserne skal synes du er sød, frelsende og engleagtig.

Indsigt: Når du behager dine omgivelser – så gør du det slet ikke for deres skyld. Du gør det for din egen og dit Ego’s skyld – for at dit Ego ikke skal føle sig hård og ond ved at være ærlig, autentisk og direkte. Og fordi omgivelserne skal kunne lide DIG.

 

#8 Stop med at krybe uden om konflikter

Konflikter udvikler. De tager os og relationen til dem vi har konflikten med – til næste niveau. Stop med at være bange for konflikter. Beslut dig i stedet for at ELSKE konflikter. Yes, du læste rigtigt.

Der findes ikke noget sjovere og mere livsbekræftende og lærerigt end en god konflikt. I det sekund du omfavner de konflikter, der dukker op på din vej – så vil du ikke længere være styret af frygten for konflikter. Og du vil opløse din konfliktskyhed. Skab ikke konflikter uden grund. Men gå samtidig ikke af vejen for en god konflikt hvis den opstår.

Indsigt: Konflikter og kriser er effektivt stof til udvikling!

Og husk når konflikten raser: Hvis nogen har set sig sure på dig – så skyldes det i 95% af tilfældene at de er sure på sig selv! De projicerer egen smerte, desperation og følelser over på dig. Og dermed handler det slet ikke om dig – men om deres egne følelser.

 

#9 Stop med at lyve

De fleste mennesker siger at det vigtigste for dem – er ærlighed. Alligevel lyver de fleste mennesker. Det er tankevækkende. Du har her og nu – muligheden for at beslutte dig for at stoppe med at lyve – resten af livet!

Hvorfor skulle du beslutte dig for at stoppe med at lyve? Fordi det giver dig frihed. Fordi det giver dig en energi-indsprøjtning. Fordi det gør dig godt. Fordi du får overskud. Fordi du føler dig lettet. Forskerne har fundet ud af, at mennesker der lyver – har større risiko for sygdomme. Løgne skaber stress – og stress-hormonerne får frit løb når du lyver.

Løgne findes i forskellige former: Overdrivelser, underdrivelser, fortielser, hvide løgne og så de store løgne. Mennesker der fyrer små, ”uskyldige”, hvide løgne af – har potentialet til og har let ved at levere de store løgne. En løgn er en løgn. Når du lyver lever du et liv i løgn.

Stop med at lyve – i dag og resten af livet.

Du kan ikke være autentisk og leve et liv med en høj integritet – hvis du lyver. Hvis du tror du kan det, hvis du bilder dig selv det ind – så lyver du for dig selv.

 

 #10 Stop med dine overspringshandlinger

Kender du det? Du ved udmærket godt hvad der er det RIGTIGE for dig at se at få gjort. Du ved det vil bringe dig fremad når du får det gjort. Du ved det vil forløse en masse energi og gøre dig godt. Men du spænder ligesom ben for dig selv – og det bliver ikke rigtig til noget. På den måde saboterer reelt dig selv, din power og virkelyst. Gør det du inderst inde ved er det rigtige for dig at gøre. Nu.

Et lille skridt af gangen: 3 minutter. Hold en pause. Og efter pausen 3 minutter igen. Ingen pres. Ingen hast. Bare GØR det du skal gøre. Et skridt af gangen. Stop med at trække tiden og springe det du inderst inde VED, er det rigtige at gøre, over. Du snyder dig selv og dit liv – når du laver overspringshandlinger. GØR det du skal gøre. Et skridt af gangen. 3 minutter af gangen.

 

#11 Stop med at holde dig selv som fange i din trygheds-zone

Vælg FRIHEDEN i stedet for TRYGHEDEN. Overdreven tryghed snyder dig for livet, og gør dig reelt ufri.

Jo mindre du risikerer – jo mere ligegyldigt vil du opleve dit liv.

Jo mindre du handler – jo mere tandløst vil du opleve dit liv.

Jo mindre du gør – jo mere uinspirerende vil du opleve dit liv.

Det er en illusion når du bilder dig selv ind, at du lever dit liv trygt og komfortabelt.

Det er røvsygt. Og din sjæl ved det godt. Stop dit indbildte behov for tryghed. Du er FØDT tryg. Du behøver ikke mere tryghed.

Luk dig selv ud af dit imaginære fængsel, og sæt dig selv fri.

Risikér. Tag chancer. Prøv nyt. Pis folk af. Gør det du ikke kan finde ud af.

Træd ud af komfortzonen – det er dér det du drømmer om og væksten gemmer sig!

 

#12 Stop med at tage det hele så seriøst

Stop lige op en gang – og spørg dig selv:

Føler jeg mig lidt trykket? Har jeg underlagt mig selv ”en alvorlig energi”? Har jeg travlt med at være så klog og fornuftig, at det faktisk lægger en dæmper på min spontanitet og umiddelbarhed? Er min fanden-i-voldskhed helt væk? Stop med at tage alting så alvorligt.

Leg i stedet for. Søg det sjove og ikke-alvorlige. Din sjæl vil elske dig for det. Giv slip. Sig farvel til den alvorlige og knugende energi. Indsigt: Tag frygten og alvoren og overansvarligheden ud af det hele – ved at lave sjov med det! Når du leger – opløser du frygten og den knugende energi.

 

#13 Stop med din selvfedme

Brænd din ”følelses-piedestal” ned til grunden! Stop med at sætte dine store, fede, tunge FØLELSER op på en piedestal. Stop med at tilbede og vise overdreven ærefrygt for dine følelser. En følelse skabes i mange tilfælde af en midlertidig tanke-energi. En følelse kommer ofte af en tanke, der løber af med dig. Stop med at tillægge denne tanke så megen betydning, vigtighed og værdi – at den ender oppe på ”dine følelsers piedestal”.

Skru ned for din føle, føle-tendens. Og skru op for din ”til helvede med alle de tanker og følelser – nu gider jeg ikke pille i dem mere”.

Lad tankerne passere – når de dukker op fra intetheden. Sæt dig ned med din åh så store, tunge følelse når den kommer – eller læg dig i fosterstilling for den sags skyld – og lad følelsen holde sit tag i dig en halv times tid, og lad den så slippe sit tag i dig, dvs. forsvinde af sig selv efter et stykke tid – og tænk ikke mere på den!

Tiden er inde til – at du træder i karakter med en uhøjtidelig, uprætentiøs og uvigtig energi. Tiden er inde til, at du griner af dig selv. Evnen til at grine af dig selv, hele vejen rundt og hele vejen i gennem uden selv-tabuer, er en af dine vigtigste evner.

Stop din selvhøjtidelighed. Stop din selvfedme. Stop din selvvigtighed. Dine omgivelser brækker sig over det – og din sjæl orker heller ikke mere føle, føle og selvcentrering.

Indsigt: Sæt dig selv fri – ved at INSPIRERE dig selv og dine omgivelser – i stedet for at være på en evig jagt for at IMPONERE dig selv og dine omgivelser.

Kæmp for en større sag end dig selv og dit ego.

Husk: Mening og formål finder du ikke i dig selv. Det finder du udenfor dig selv, gennem en sag eller mission der er større end dig selv.

 Det finder du i dit kald i livet.