Tid eksisterer ikke - Få mere frihed uden at tænke på tid

Indsendt .

Når jeg hjælper og arbejder med mennesker – hører jeg dem ofte sige sætninger som følgende:

”Jeg har ikke tid.”

”Men hvad så med fremtiden?”

”Før i tiden da…”

”Tiden går utrolig hurtigt.”

Det er min oplevelse – at mange mennesker bruger ”tid” til at holde sig selv tilbage. Til at måle sig selv. Til at gøre livet op i ”tid”. Og i mange tilfælde til at begrænse sig selv.

”Tid” er for mange mennesker reelt en spændetrøje.

Men ”tid” eksisterer ikke.

”Tid” er et menneskeskabt begreb, som bruges til at måle og inddele vores liv i ”tidsmæssige størrelser”.

Livet er bare.

Livet er ikke tid.

Vi fødes, vi udvikler os og vi dør.

Hvilket ikke har noget som helst med ”tid” at gøre.

Der er dag, nat og årstider – men det har intet med ”tid” at gøre. Det er Jorden, Månen og Solen, der bevæger sig i forhold til hinanden.

Der er sket forskellige evolutioner på Jorden gennem de sidste milliarder år. Men det har ikke noget med tid at gøre.

”Fortiden” eksisterer ikke. Det der har været eksisterer ikke. Det er væk og kommer aldrig igen.

”Fremtiden” eksisterer ikke. Det der kommer – ja, det kommer helt af sig selv. Men det er her ikke endnu. Så det eksisterer ikke.

”Nuet” eksisterer. Lige nu er dit liv. Dit VERTIKALE liv eksisterer her og nu. Din illusion om ”den HORISONTALE tidslinje” eksisterer ikke.

Jeg kender mennesker, der lever deres liv ud fra nøje fastlagte tidsskemaer og præcise klokkeslæt.

Og jeg kender mennesker, der lever deres liv uden ur. Uden klokkeslæt. Uden tidsmæssige rammer.

Jeg kender mennesker, der spiser på bestemte klokkeslæt. Og jeg kender mennesker, der spiser når de føler sig sultne.

Af egen erfaring ved jeg – at jo mindre jeg tænker i tid og klokkeslæt – jo mere fri oplever jeg at være.

Da jeg tror på, at vi skal bruge noget af livet på at finde frem til, hvordan vi opnår oplevelsen af ultimativ frihed – foreslår jeg, at du reflekterer over følgende spørgsmål med dig selv, og måske justerer på dit i dag ”ubevidste forhold til tid”:

  • Er du reelt styret af ”tid”?
  • Vær stille med dig selv. Og spørg så dig selv: “Hvad gør mit forhold til ”tid” egentlig ved mig?”
  • Hvordan ville din dagligdag se ud – hvis ikke du havde noget ur, og begrebet ”tid” ikke eksisterede?

Håber du finder TID til at reflektere på spørgsmålene – rigtig god fornøjelse!

PS.

Selv begrebet ”lysår” handler ikke om tid. Et lysår er en længdeenhed, dvs. en afstandsbetegnelse, der anvendes inden for astronomien. Et lysår er lysets hastighed i vakuum – og har ikke noget med tidsbegrebet ”år” at gøre.